I vores gamle nordiske mytologi har vi en forrygende beskrivende af en shamanistisk rejse med prøvelser, der førte til, at Odin vandt evnen til at se forvandle sig til rejsende genne tid og sted. Og til at have kraftdyr. Fæller der repræsenter evnen til se gennem tiderne både tilbage og frem.
Legenden om Odin kunne uden problemer optræde et nutidigt menneskes drømmeliv.
Beskrivelsen af Odins rejse har klare og typiske shamanistiske træk.
Når visdomslaget hos også nulevende mennesker kommer i nærheden at processer, der åbner bevidstheden mod erfaringer, som rækker ud over den almindelige dagsbevidsthed, så vil denne type erfaringer typisk blive varslet eller efterfulgt af drømme med tydelige shamanistiske træk.
“Odin er den øverste af alle guder og fader, ikke blot fader til mange af de andre guder, men også til menneskene og alting på Jorden. Mange kaldte ham også Alfader.
Engang tog han til Mimers brønd i Jotunheim for at få større visdom, men Mimer gav ham ikke lov til at drikke af brønden, før han havde fået hans ene øje i pant.
Det er forklaringen på, at Odin er enøjet, men det gør nu ikke så meget, for når Alfader sætter sig i sit højsæde Lidskjalv, kan han se, hvad der sker i alle verdener.
Desuden har han to hjælpere, ravnene Hugin og Munin, som flyver ud hver morgen og vender tilbage inden morgenmaden for at fortælle ham alt, hvad de har set og hørt.
Odin har også to ulve, Gere og Freke; dem lader han få al den mad, der stilles frem for ham, for han selv lever kun af vin alene.
Odin kan antage skikkelse af hvilket dyr han vil, fugl, fisk eller orm og mens han på den måde færdes overalt, ligger hans krop, som om den sover.
Han kender også de tryllesange, som røber skjulte skatte og han mestrer runernes magiske kraft.
Men for at opnå den måtte han ofre sig til sig selv; i ni nætter hang han i det vindomsuste offertræ med spyddet i sig – ingen gav ham mad eller drikke – indtil hans kraft samlede sig indad og nedad, fra ham selv til ham selv, og han med et brøl tog runerne op i sin magt og rev sig løs.”
