Når chok og traumer er kollektive og ikke blot en individuel erfaring.
September 2001
Jeg var på mit livs første og eneste shamanforløb, tromme og drømme/ånde rejser. Jeg forlod kurset med migræne og en afklaring om, at jeg vist ikke behøvede gå så drastisk til værks næste gang, jeg ville nærme mig de shamanistiske lag.
På kurset:
"Først kom jeg til underverdenen. Dybt sort ned og der var rødglødende og kogende ild og hede og alle sammehængende grænser opløstes, ikke at der var fare for, at jeg blev hængende dernede, jeg kom fint nok tilbage ved trommens afslutning, men jeg var ret rystet."
Nu ved jeg at bevidstheden og kroppen huske langt længer tilbage end ens bevidste jeg ved af.
Min første reelle erindring er fra jeg var 8 måneder gammel.
Den er helt skarp og står klart visuel og og sansende for mig og jeg er uafgrænset. Jeg kan huske, hvad jeg så, hvad jeg sansede og at der igen forskel var, det var ikke noget jeg eller mig, der sansede, der var ikke nogen afgrænset kropsoplevelse.
Der var ikke en viden om, hvad jorden jeg sad på var, eller at træets rødder var trærødder.
Der var ikke en viden om, at jeg var adskilt fra jorden og fra træet, jeg sad ved. Der var ikke en bevidst følelse af mig, det eneste spor af mig i min erindring er en synsvinkel.
Erindringen ses fra en vinkel. Synet blikket er koblet til en sansende fornemmelse af, at jorden er så finkornet, så vigtigt og at der er en lyst til at være et med jordstøvet.
Man ved fra drømmeforskning, fra forskning i nogle typer af hallucinationer fra euforiserende stoffers, at livmodertilstande og fødselserfaringer er lagret i os. De ligger som grunderfaringer og strukturer i vores psyke, erfaringer som senere danner et personligt mønster for overgange og kriser senere i livet.
Jeg er overbevist, om at jeg i den shamanistiske trommerejse kom tilbage til livmoder- og fødselserindringer. Det er grundlæggende i en shamanistisk erfaring, på et vist niveau, at man kommer ind en døds- og genfødseltemaer.
Tilbage til kurset:
Det næste der skete, vi er stadig ved samme shamanistiske seance i september 2001, i den følgende trommerejse er, at jeg kommer til er by.
"En by med skyskrabere.
Jeg ser den med et blik udefra, dens skylinen.
Jeg kommer nærmere og ser stadig i fugleperspektiv, men tæt på.
Der kommer et fly. Det flyver lavt.
Det flyver direkte frontalt med retning imod en af skyskraberne.
Det flyver ekstremt lavt, helt nede mellem husene, det ser ud til at styre bevidst mod bygning.
Det virker som om at det er den hensigt, at flyve som det gør.
Det bliver tydeligt, at hvis det ikke ændrer kurs, vil det smadre direkte ind i højhuset. Scenen afbrydes.
Jeg får at se, at det er fatalt. At det det vil få verdensomspændende konsekvenser, hvis det efterfølgende håndteres forkert. At det vil afstedkomme så meget destruktion.
Derefter kommer et billede af en form. En tragt. Den skal bruges til at håndtere den reaktion, som kommer. Det er vigtigt at alle individer benytter denne tragt, for at undgå at det hele koger over i emotionelle reaktioner.
Tragten er energetisk. Alle må trække køligt beroligende lys og energi oppe fra, fra et sted over hovedet.
Tragten er en energetisk kegle over hovedet med spidsen hvilende på issen, med sin åbning løbende som et rør ned gennem kronechakra. Derfra trækkes den kølige luft. Den trækkes ned gennem tragtens rør og ned til solarplexus.
Køligheden skal afbøde reaktion. At polarisering, vrede, raseri, had og hævn tager over i responsen på det, der er ved at ske. At alle formår at finde en højere vej, en spirituel ro i reaktionen både ens egen og den man kollektivt tager del i. At man kollektivt modvirker at lade solarplexus blive den styrende energetiske respons på det der sker omkring en."
Jeg kom tilbage fra den Shaimanistiske rejse. Fortumlet.
Jeg var bange og forvirret og forstod ikke, hvad der skete eller hvad jeg havde set.
Ingen heller på kurset forstod, hvad jeg forsøgte at forklare omkring det, jeg netop hvad oplevet og set.
Jeg forstod det heller ikke selv.
Jeg forlod kurset og tog hjem med en sindsyg migræne.
Lidt over en uge efter skete det i New York, det der blev til 9-11.
Stadig forstår jeg ikke, hvorfor den viden og den information, som jeg blev givet der, hvorfor den ikke blev givet til en, der havde en stemme i verden og indflydelse.
Hvorfor mig ?
Til ingen verdens nytte, hverken for mig selv eller for nogen andre i relation til 9-11 i hvertfald.
Kollektive trauma.
Nu står vi der igen. Vi må kunne lære af historien? Vi må kunne blive i stand til kollektivt ikke at lade frygt, vrede, aggression og polaritet styre, hvordan vi håndtere det.
Næsten, hvor end man ser hen, nu den 11.9.2020 er det frygt, polarisering, aggression, magt, tvang og fravær af det store perspektiv, som præger verden.
Det er bekymrende.
Hver især, uanset hvad vi synes, hvad vi er for eller hvad vi er i mod. Hvis vi kunne trække kølig klar klartseende upolariseret enegi ned fra essens, ned gennem kronen og ånde det beroligende ud i solarplexus.
Hvis bare vi alle kunne finde frem til i det mindste at kunne det!
Vi kan nemlig ikke længere tillade os, ikke at være vågne. Verden er i omvæltning og udfordringerne med corona, som ser så overvældende ud nu, er desværre nok kun er lille forsmag på, hvad vi globalt og kollektiv har i vente.
Ånd køligt roligt lys ned ! Lad det brede sig som en rolig kølighed i solarplexus.
Træk energien op, mærk hjertet.
Send lys kærlig energi ud mod verden og det som bekymrer dig.
