Når et tidligere chok skaber ubalance.
Et chok, er en oplevelse, der ryster os dybt. Chokerende oplevelser er karakteriseret ved at være overvældende og livstruende eller truende for ens tryghed og sikkerhed. De opstår pludseligt, hurtigt og ofte uden man kan nå at handle og orientere sig. Ofte er der sammen med chokket en oplevelse af hjælpeløshed og uvirkelighedsfølelse. Når man bliver chokeret, reagerer man ofte med fastfrysning, hvor kroppen stivner, eller med kollaps, hvor kroppen bliver slap. Både fastfrysning og kollaps er tegn på angst og overvældelse.
Omstændighederne omkring en chokerende oplevelse har stor betydning. Støtte og omsorg lige efter en chokerende situation, giver bedre chance for at komme ud af lammelse og fastfrysning. Hvis der umiddelbart efter chokket er mangel på støtte og omsorg, kan det forstærke hjælpeløsheden og traumatiseringen.
Hvis man udvikler et choksyndrom efter oplevelsen, kaldes det PTSD (posttraumatisk stresssyndrom).
PTSD er en Posttraumatisk belastningsreaktion. PTSD opstår ved, at forskellige dele af den menneskelige hjerne i traumatiseringen ikke længere kommunikerer.
Ved chokket bevæger bevidstheden sig til den ældste del af menneskehjernen, krybdyrhjernen, hvorfra de automatiske flugt/kæmp-reaktioner er styrede.
Efter et choktraume, der har ført til PTSD vil den traumatiserede person, forsat have oplevelser af igen og igen at falde ind i krybdyrhjernens funktionemåder, hvor forbindelsen til hjernebarken, og dermed den menneskelige refleksion, selvbevidsthed og sammenhængsforståelse, i situationerne ikke kan genetableres. Man taber på den måde helt eller delvist forbindelsen til de personlige karaktertræk og til oplevelsen af det virkelig ’nu og her’ og i stedet helt eller delvist kun kan reagere ud fra krybdyrhjernens automatadfærd. Nervesystemet kan ikke kende forskel på nutid, fortid og fremtid. Dette er årsagen til, at vi går med frygten i kroppen og mærker, at kroppen er i konstant alarmberedskab.
Symptomer på PTSD kan være:
• Flash backs
• Mareridt, hvor man genoplever det man har været udsat for
• Søvnproblemer
• En følelse af stærkt ubehag med kropslige reaktioner, angst og uvirkelighedsfornemmelse, hvis man kommer ud for situationer, der minder den oprindelige hændelse • øget tendens til at fare sammen
• Man kan blive irritabel • koncentrationsbesvær Diagnosen PTSD stilles når man: • Har været udsat for svær psykisk belastning af katastrofe karakter, som f.eks. større ulykker, tortur, voldtægt eller trusler på livet
• Gang på gang genoplever traumet, fordi man ikke kan lade være med at tænke på det eller fordi du har mareridt eller ”flash backs”. Eller føler stærkt ubehag hvis du kommer ud for situationer, der minder en om traumet
• Undgår alt hvad der kan minde om traumet
• Har delvist eller helt hukommelsestab, når det drejer sig om den traumatiske begivenhed
• Har svært ved at mærke følelser omkring traumet, erindrer det, som set gennem en glasvæg
• Har problemer med at fastholde en ’her og nu’ oplevelsen når traumet erindres eller reaktiveres
• Har problemer med at sove altid være på vagt
• Har tendens til at blive irritabel
• Koncentrationsbesvær
Nogle mennesker får det bedre igen efter nogle måneder eller år, men næsten en tredjedel af alle, der har været udsat for en alvorlig oplevelse, får alvorligere symptomer der ender med at blive kroniske.
Traumet kan også ændre personligheden, så man bliver mere mistroisk og trækker sig tilbage fra andre mennesker. Man kan føle sig fremmedgjort, afskåret fra andre menneskers livsverden, eller opleve det som om man lever under en konstant trussel.
I psykoterapi behandles PTSD i længere forløb.
En tryghed til terapeuten og til terapien skal være opbygget og ens nuværende livssituation skal være stabil.
Behandlingen udføres langsomt og gradvist, så man ikke bliver re-traumatiseret. En re-traumatisering kan finde sted, hvis man opfordres til at genfortælle historien om hændelsen igen og igen uden forløsning på et dybere plan.
Jeg benytter i min terapi Bodynamic choktraume behandling, hvor der arbejdes både kognetivt, følelselmæssigt og kropsligt med traumeforløsningen.
Selve traumeforløsningen fungerer ved, at der genetableres en bro i hjernen mellem, erindringerne om den traumatiskeoplevelse, der er lagret i krybdyrhjernen, og til den bevidste funktionsmåde i hjernebarken.
Dette gøres i et længere choktraume forløb, hvor der først etableres et sikkert sted, et sted som skal være helt stabilt både mentalt, i forestillingen, og som et konkret sted i verden. Man nærmer sig derefter i terapien, den traumatiske oplevelse i erindringen, man nærmer sig oplevelsen ved detaljeret at fortæller om hvad der skete og i det øjeblik hvor kropslige reaktioner på chok viser sig, løber man, både som noget man forestiller sig, og samtidig med konkret ved at løbe liggende på en madras, hen til den sikre sted.
Denne proces gentages mange gange, indtil man i en rimelig grad, rimelig forstået i forhold til traumatiseringens omfang, er i stand til at erindrer og tale om traumet uden at man får kropslige og følelsesmæssige chokreaktioner.
